Link til startsiden - billede af elever Link til startsiden
Link til startsiden


  

Plan for evaluering af Vinde Helsinge Friskoles samlede undervisning

Samlet beskrivelse af skolens evalueringsplan:
Med denne evalueringsplan redegøres for en samlet plan over, hvordan vi arbejder med evaluering på Vinde Helsinge Friskole.

Evalueringsplanen er en selvevaluering med det dobbelte formål både at være et internt værktøj, der kan være med til at udvikle vores undervisning og samtidig være en synlig oversigt over vor evalueringspraksis for alle interesserede.

Desuden beskriver planen hvorledes skolens evalueringspraksis lever op til gældende lovgivning.
Uddrag af lovtekst:
- Skolen skal regelmæssigt underrette eleverne og forældrene om sit syn på elevernes udbytte af skolegangen.
- Som led i undervisningen skal skolen løbende foretage evaluering af elevernes udbytte. Evalueringen danner grundlag for, at undervisningen tilrettelægges, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger med det formål, at eleven så vidt muligt tilegner sig de kundskaber og færdigheder, der følger af de fastsatte slutmål.
- Skolen skal regelmæssigt foretage en evaluering af skolens samlede undervisning og udarbejde en plan for opfølgning på evalueringen.
- Skolen skal offentliggøre sine slutmål, delmål og undervisningsplaner og resultatet af evaluering og opfølgningsplan på skolens hjemmeside på internettet.

Evaluering af elevernes udbytte af undervisningen:
Kernen i den løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen er dialoger og samtaler mellem lærere og elever i forbindelse med den daglige undervisning.

Skriftlige afleveringsopgaver bliver altid ligeledes evalueret med en skriftlig udtalelse.

Efter fællesprojekter i klassen, fællesemneuger for hele skolen og andre specielle perioder udenfor daglig skemaundervisning evalueres i fællesskab på klassen.

For elever, som modtager specialundervisning udarbejdes særskilte elevplaner i samarbejde med PPR, som evalueres i forbindelse med evt. ansøgning om støtte i det kommende skoleår.


Underretning om skolens syn på elevernes udbytte af undervisningen:
Klasselæreren gennemfører lærer/elevsamtaler med alle elever én gang årligt med henblik på at evaluere elevernes faglige og sociale udbytte af skolegangen.

I september måned afholder alle klasser et forældremøde (klassemøde), hvor klassens lærere fremlægger planer for det kommende skoleår og forældre og lærere evaluerer klassens samlede sociale og faglige niveau.

I november/december og marts/april afholdes skole/hjem-samtale (konsultationer) med samtlige forældre (eleverne er med fra 5. kl. og opefter) og klassens lærere. I forbindelse med samtalerne udarbejder klassens lærere en elevplan, som danner udgangspunkt for skole/hjem-samtalerne. Elevplanen indeholder vurderinger af elevernes arbejdsindsats, sociale deltagelse og i de større klasser ligeledes også det faglige standpunkt.

Klassens lærere udsender et par gange om året nyhedsbreve, hvor der informeres om klassens aktiviteter, planer for indhold af undervisningen samt sociale forhold omkring klassen.

Skolens tilsynsførende aflægger ved skolens generalforsamling en mundtlig beretning om de afholdte tilsynsbesøg. Den tilsynsførende besøger hvert år samtlige klasser med henblik på vurdering af om undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Den skriftlige beretning fra tilsynet ligger ligeledes på skolens hjemmeside.

Der gennemføres ca. hvert andet år en undervisningsmiljøundersøgelse, som vurderer det samlede undervisningsmiljø på friskolen. Undervisningsmiljøvurdering kan ligeledes ses på hjemmesiden.


Evaluering af skolens undervisning
De enkelte klasseteams drøfter løbende klassernes og elevernes såvel faglige som sociale forhold.

Skolens ledere og lærere drøfter hver 14 dag på lærermødet ligeledes særlige forhold omkring klasser, grupper og enkelt elever.
Ved enhver beslutning om særlige tiltag overfor enkelt elever underrettes de pågældende forældre om de evt. tiltag.
På lærermøderne drøftes og evalueres ligeledes emneuger, lejrskoler, temadage og andre fællesarrangementer udenfor den daglige skemaundervisning.

Hvert forår i god tid inden det nye skoleår drøftes følgende på lærermøder:
-
skolens fordeling af fag og timer, skemastruktur, årsplan….
- gennemgang af slut- og delmål for de forskellige fag
-evaluering af nogle fokusområder fra  skolens samlede undervisningsplan.
- ….

Ved skolens generalforsamling evaluerer formanden og forstanderen i deres beretninger skolens samlede virke. Der er ligeledes ved generalforsamlingen mulighed for at evaluere og debattere nye tiltag.

Bestyrelsen og medarbejderne har i fællesskab udarbejdet en vision for skolen. Visionen er:

                                   Vi vil være en særdeles attraktiv skole

Hvert år aftales nogle fokuspunkter i forhold til visionen (se Bilag A). Fokuspunkterne evalueres af lærergruppen og bestyrelsen ved skoleårets afslutning med henblik på at sætte nye fokuspunkter for det kommende år.

Skolens værdigrundlag (se Bilag B) evalueres løbende i medarbejdergruppen og blandt skolens forældre. Den sidste forældreevaluering kan ses på skolens hjemmeside.


Prøver og test
Test indgår i de mindre klasser (1.-7. kl.) kun i begrænset omfang. I 8. og 9. klasse bruges tidligere skriftlige afgangsprøver i de forskellige fag som test.

I 9. klasse afholdes
terminsprøver (prøve-prøve) i foråret inden den rigtige afgangsprøve. Ved afslutningen af 9. kl. tager eleverne folkeskolens afgangsprøve som på alle øvrige grundskoler.

Evalueringsplanen er udarbejdet efteråret 2009 og vil blive revideret foråret 2010


Bilag A

Vores vision:        Vi vil være en særdeles attraktiv skole
Indsatsområder for skoleåret 2009-10

Indsatsområder for Efterskolen
1) PR:
Lave PR-tiltag så vi sikrer at skolen også er fyldt de kommende år!
Følgende skal bruges i vores markedsføring af efterskolen :
Gymnastik og idræt - Fællesskab og sund livsstil
Målet er:

- At vi er fyldt før jul i år og på sigt skal vi være fyldt ca. et år før skolestart.
- At vi får nogle mere målrettede elever.

2) Mobning
Lave tiltag for at skabe et godt og trygt miljø på efterskolen.

3) De boglige fag
Forskellige tiltag der øger elevernes udbytte af de boglige fag

4) IT-området:
Indføre brug af elevintra (kurser)
Udvikle brugen af Activboards i undervisningen
Udnytte at alle elever har egen pc.

Indsatsområder for Friskolen
1) IT-området:
Alle klasser skal fokusere på at bruge IT mere i undervisningen
Udarbejde en ny IT-læse plan for hele friskolen.
Indføre brug af elevintra
Activboard i flere klasser. Fra oktober 2009 i 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. Kl.
Krav: Alle elever i 8. kl. og 9.kl. skal have egen bærbar.

2) Selvevaluering
Vi skal lave en plan for selvevaluering af skolens samlede undervisningstilbud.

 3) Samværsformer  i friskolen
 - Justering af samværsreglerne. -Klasseteams’ne skal  følge op på reglerne i de forskellige klasser.
 - Etablering af en mentorordning mellemklasserne. (2 klasser arbejder sammen)
 - Træne eleverne i konfliktløsning.

Fælles indsatsområder
1) Fælles skole!!
I takt med at skolen bliver større og større med flere medarbejdere, er det vigtigt, at vi bevarer det gode samarbejde på tværs af faggrupper og afdelinger.
- Øge samarbejdet på tværs af de forskellige afdelinger.
- Respektere regler for brug af faglokaler og fællesudstyr.
- Højt informationsniveau omkring de forskellige aktiviteter.
- Alle skal være gode til at snakke sammen, hvis der opstår tvivlsspørgsmål
- Ved problemer med elever tag kontakt med klasselærer eller kontaktlærer

Mål: at vi bevarer den gode fælles skole med et godt arbejdsmiljø for elever og ansatte.

Bilag B
Værdigrundlag for Vinde Helsinge Fri- og Efterskole

Det grundlæggende for os er den personlige udvikling, der sker i mødet mellem eleverne, lærerne og de øvrige medarbejdere.
Vi tror på, at dannelse sker ved at kombinere udvikling af menneskelige kompetencer og faglige kompetencer.
Følgende er vigtige nøgleord for os: fællesskab, livsglæde, tolerance, ansvarlighed, samarbejdsevne og selvværd.
Vi tror, at grundlaget for udvikling er trygge rammer og et nært samarbejde mellem skole og hjem.

Se denne evalueringsplan i pdf-format. Kræver Adobe Acrobat Reader.


Link til toppen af denne side Link til startsiden Link til send en mail til skolen

Siden oprettet 9/1 2010 - sidst opdateret 10/1 2010
 


 Her er du

 

Vinde Helsinge Fri- og Efterskole - Vinde Helsingevej 41 - 4281 Gørlev - tlf. 58859100 - link til kontor@vhfe.dk