|
Webpolitik for www.vhfe.dk
Copyright og ansvar Indholdet på denne hjemmeside er beskyttet ved lov om ophavsret. Vinde Helsinge Fri- og Efterskole forbeholder sig retten til alt materiale på siden. Materialet må ikke bruges i kommerciel sammenhæng og må ikke publiceres i nogen form uden forudgående aftale med Vinde Helsinge Fri- og Efterskole. Hvis der refereres fra siden skal kildeangivelse (Vinde Helsinge Fri- og Efterskole - www.vhfe.dk) være tydelig og skolen skal gøres opmærksom på referencen.
Ansvaret for alt materiale på siden har forstander Henrik Dahl og webmaster Henrik Falcon. Enhver henvendelse om copyright, ansvar og benyttelse af materiale skal ske til én af disse. Hvis ikke andet er nævnt er tekster og billeder lavet af skolens medarbejdere.
Der tages forbehold for fejl på siden. Vi hører gerne fra dig, hvis du er blevet opmærksom på en fejl. Henvendelse til webmaster.
© 2004 Vinde Helsinge Fri- og Efterskole
Opdatering Denne side opdateres normalt flere gange om ugen bortset fra i skoleferier. Sider med indhold der ændres løbende fx ventelister, tilskud og priser opdateres så snart de nødvendige oplysninger er webmaster i hænde. Sider med arrangementsspecifikt indhold opdateres ikke. Nederst på hver side kan man se hvornår siden er oprettet og hvornår den sidste gang er opdateret. På startsiden kan man i “Sidste nyt” se hvornår der sidst er ændret på siden. Almindelige rettelsesopdateringer nævnes ikke her.
Er du i tvivl om opdateringspolitikken eller andet lignende er du velkommen til at kontakte webmaster.
Formål Formålet med www.vhfe.dk er - at orientere forældre og andre involverede parter om aktiviteter på skolen - at orientere kommende brugere om skolens tilbud - at orientere andre interesserede - jobsøgere, studerende, skolefolk osv. Formålet søges gennemført gennem - en tidssvarende og overskuelig hjemmeside, som kan ses af alle uanset udstyr - både generel og aktuel information - kort interval mellem opdateringer og løbende udvidelse af siden - tæt kontakt til de primære brugere gennem nyhedsbreve og evalueringer På områder som brugervenlighed, nytteværdi og åbenhed anvendes faktorer og krav opstillet af Bedst På Nettet (www.bedstpaanettet.dk) som generel målestok.
Kontakt via www.vhfe.dk Det er en del af målsætningen, at det skal være nemt at komme i kontakt med præcis den person eller del af skolens organisation, som man som bruger har brug for i en specifik situation. Dette søges fremmet via udbredt brug af referencer til mail-adresser til de enkelte personer og en komplet liste af adresser og telefonnumre til enhver del af organisationen. Mails til kontoret (kontor@vhfe.dk) besvares under normale omstændigheder samme dag alle skoledage i året. Under omstændigheder, hvor administrationen ikke på egen hånd kan foretage en besvarelse eller en sagsbehandling og derfor må søge oplysning andetsteds i organisationen kan svartiden dog være længere. I disse tilfælde vil man modtage besked om, at svar vil følge snarest. Mails til webmaster (webmaster@vhfe.dk) besvares under normale omstændigheder samme dag hele året, dog undtaget få ferieperioder. Mails til andre på siden nævnte mailadresser besvares hurtigst muligt, men afhænger af den enkelte persons personlige mailbrug. Fordres hurtigt svar anvendes én af de ovennævnte adresser. Mails sendt til hvadsomhelst@vhfe.dk, og som ikke er nævnt på siden modages af kontoret og fordeles herfra til de i mailen ønskede personer.
Adgang for alle Siden skal i så høj grad som det er os muligt produceres, så alle skal kunne få adgang til indholdet. Det indebærer blandt andet, at siden skal kunne læses med ældre browserversioner, med fx Cascading Style Sheets, farver, billeder og grafik slået fra og at der er alternative tekster til navigation, billeder og grafikelementer. Siden skal stadig være overskuelig hvis tekststørrelsen ændres. Navigationen skal være overskuelig og der skal være så få navigationslag som muligt. Der skal kunne søges fra alle sider og de mest basale navigationselementer skal være til stede på alle sider. Der skal ikke anvendes frames. Tekster skal udformes, så de er forståelige og læselige for en middel læser. Undtaget for dette er lovtekster, referater og juridisk tekst. Ønskes tekst på siden oplæst kan en tekstoplæser hentes på adgangforalle.dk
Udvikling og evaluering Siden evalueres løbende internt i organisationen. Det er bestyrelsens PR-udvalg, der er den primære part i evalueringen. I udvalget sidder repræsentanter for medarbejdere, ledelse og bestyrelse. De primære brugere opfordres løbende til at kommentere siden og komme med forslag til forbedringer. Ligeledes søges brugerne involveret via brugerundersøgelsen i forbindelse med den årlige vurdering fra Bedst på Nettet. Endelig evalueres siden af forældrene i både friskolen og efterskolen i forbindelse med den årlige evaluering af skoleåret og værdigrundlaget under punktet “Information”. Siden udvikles af PR-udvalget, forstanderen og webmaster. Den daglige udvikling foretages af forstander og webmaster.

Siden oprettet 3/5 2003 - sidst opdateret 17/8 2004
|